Lokale fællesskaber med reparation i centrum

Grønne værksteder er lokale, frivilligdrevne fællesskaber, hvor mennesker mødes om at reparere ting, genbruge materialer og skabe grøn handling i hverdagen.

Her kan lokale borgere få hjælp til at reparere alt fra cykler og køkkenmaskiner til møbler, tøj og elektronik – samtidig med at værkstedet fungerer som et socialt mødested, hvor man deler erfaringer og lærer nyt sammen.

Værkstederne er lige så forskellige som de mennesker, der driver dem. Nogle steder handler det mest om reparationer og åbent værksted, mens andre også laver byggeprojekter, naturaktiviteter, energivejledning eller samarbejder med skoler, biblioteker og genbrugspladser. Aktiviteterne udvikles lokalt ud fra de frivilliges interesser og områdets behov – og kan se meget forskellige ud fra sted til sted.

Bliv klogere på nogle af de aktiviteter, værkstederne arbejder med – og få inspiration til at skabe noget lignende dér, hvor I bor.

Reparation

Få hjælp til at reparere dine ting eller vær med til at hjælpe andre. Vi reparerer alt fra møbler og cykler til elektronik og køkkenmaskiner.

Syværksted

Få hjælp til reparation af tøj, eller hjælp andre. Du kan også låne en symaskine eller være med til at skabe nye kreationer ud af gammelt genbrugsstof.

Energi

Få gode råd og inspiration til hvordan du kan lave energirenovering af din bolig – i øjeblikket kun hos GRØNT VÆRKSTED Stevns.

Natur

Vær med til at skabe nye vandrestier og shelters i naturen hos GRØNT VÆRKSTED Samsø eller kom med på sanketure og lær om biodiversitet hos DET GRØNNE FÆLLESSKAB i Stubbekøbing.

Fødevarer

Bliv klogere på selvforsyning og lokale fødevarer, eller lær at sylte og fermentere, få inspiration til at spise mere bæredygtigt og deltag i grøn fællesspisning hos DET GRØNNE FÆLLESSKAB i Stubbekøbing.

Både frivillige og lokale partnere kan tage initiativ

Et grønt værksted starter ofte med en lille gruppe lokale ildsjæle, der gerne vil skabe et praktisk fællesskab i deres lokalsamfund.

Samtidig spiller lokale partnere en vigtig rolle, f.eks.:

  • Kommuner og boligforeninger
  • Kulturhuse og biblioteker
  • Genbrugspladser og lokale foreninger
  • Skoler og lokale organisationer

Nogle bidrager med lokaler, andre med netværk eller samarbejde om aktiviteter – og ofte opstår værkstederne i fællesskab mellem frivillige og lokale aktører.

 

Bliv frivillig i et værksted Start et værksted i jeres lokalområde

Sådan hjælper vi jer i gang

I står ikke alene i opstarten. Når et nyt grønt værksted starter, hjælper VedvarendeEnergi med både praktiske og organisatoriske ting, f.eks.:

  • Hjælp til at finde lokaler og indgå aftaler lokalt
  • Støtte til indretning og indkøb af værktøj
  • Hjælp til at finde og organisere frivillige
  • Kommunikation og synlighed lokalt
  • Hjemmeside og materialer til værkstedet
  • Sparring om økonomi, drift og organisering

Nye værksteder bliver samtidig del af et landsdækkende netværk, hvor frivillige deler erfaringer, besøger hinanden og udvikler aktiviteter sammen.

Tag en uforpligtende snak med os Start et værksted hos jer

Lokale partnerskaber

Samarbejde skaber stærke værksteder. Derfor etableres grønne værksteder ofte i samarbejde med lokale partnere, som gør det muligt at skabe et værksted, der passer til netop jeres område.

Det kan være samarbejde med kommuner, boligforeninger, renovationsselskaber, kulturinstitutioner eller lokale foreninger.

Derudover er Repair Café Danmark faglig partner i udviklingen af værkstederne.

Bliv lokal partner Kontakt os om samarbejde

Skal I have et GRØNT VÆRKSTED – eller besøg af reparationsbilen?

Hvis I tænker, at et GRØNT VÆRKSTED kunne passe godt i jeres lokalområde, eller hvis I vil høre mere om mulighederne for at få besøg af reparationsbilen, hjælper vi jer gerne videre.

Kontakt projektudvikler og konsulent for de grønne værksteder, Nilas Bay-Foged, via kontaktformularen – eller direkte på mail eller telefon.

Er du interesseret i at være frivillig i et eksisterende værksted, kan du kontakte værkstederne direkte via deres egne hjemmesider.

Kontakt

Nilas Bay-Foged
Projektudvikler & konsulent

Mail: nbf@ve.dk

Telefon: 20 82 88 99